Hvorfor psykoterapi?

Der kan være mange forskellige grunde til at opsøge en terapeut. For nogle er problemstillingen helt tydelig, for andre er det ikke umiddelbart til at sætte ord på.
Nogle temaer I terapi kunne være.

  • Livskriser
  • Forældrerollen
  • Stress
  • Præstations- eller eksamensangst

Mange opsøger også en terapeut med mere uklare problemstillinger. Livet kan simpelthen føles svært. Måske fungerer tingene bare ikke. Det kan være en følelse af ikke at høre til, fastlåsthed, en ubestemt længsel efter at ville noget andet eller noget mere, angst, sorg eller indre tomhed. Ting kan hobe sig op og gå i hårdknude.

I terapien kan vi sætte ord på og få løsnet knuderne op.

Livskriser

Du gennemgår måske en af de kriser, som de fleste af os kommer ud for på et tidspunkt i vores liv, men som ikke bliver lettere at håndtere af den grund.
Skilsmisse, sygedom, dødsfald eller ulykker skaber dramatiske omvæltninger i livet og tvinger os ud i nogle situationer, vi aldrig tidligere har været nødt til at forholde os til. Nogle gange betyder det, at vi er nødt til at stille nogle helt fundamentale spørgsmål til os selv for at komme videre.

Forældrerollen

At blive forældre er en lykkelig begivenhed, men ikke desto mindre en stor omvæltning og udfordring. Forældrerollen konfronterer os med vores egen barndom og vi viderefører mere eller mindre bevidst handlemønstre, vi har arvet efter vores egne forældre. Terapien kan hjælpe med at få afdækket årsagerne til nogle af de mindre hensigtsmæssige måder, vi agerer på i relationen til vores børn. Ved at få afdækket gamle mønstre bliver det også muligt at forholde os til dem, gøre os fri af dem og vælge andre måder at håndtere forældrerollen på.

Stress

Stress er en hyppig årsag til, at vi søger hjælp hos en terapeut. I en verden, hvor det i vores professionelle liv ikke sjældent handler om at optimere og præstere perfekt, oplever mange en følelse af utilstrækkelighed. Når kroppen og sindet er i en tilstand af stress, kan selv små udfordringer forekomme uoverstigelige. I terapien får du mulighed for at træde ind i et fredfyldt rum, uden pres og uden forventninger om her og nu resultater. Her søger vi at skille tingene ad og finde ind til, hvad der kan være den rigtige tilgang til tingene for dig.

Præstationsangst

Præstationsangst kender vi alle til i forskellig grad. For nogle bliver denne angst decideret invaliderende, f.eks. ved eksamensbordet og ved fremlæggelser, eller den tager form af blokeringer, når du skal skrive opgaver. Men det er faktisk muligt at lære at kontrollere tankerne, så de ikke kontrollerer dig. Terapien kan hjælpe dig med redskaber til at håndtere angsten, så den ikke tager overhånd i de situationer gennem dit uddannelsesforløb, hvor du skal præstere og vise, hvad du kan.

”For mig er Psykoterapi at kaste lys og kærlig forståelse på de roller, adfærd og handlemønstre vi har skabt os, så vi kan være, med både vores historie og vores nutid”